Jeg er opvokset i en helt almindelig dansk familie, med mor og far og tre søskende. Spørgsmål som Jesus, Gud og kristendommen har aldrig fyldt noget i min opvækst - kun juleaften, hvor vi som de fleste andre gik i kirke, det hører jo ligesom til siger man.

Da jeg gik i 7.klasse fik jeg en kæreste, ligesom mange af mine venner. Men hende her var altså en kristen! Det var ligesom mit første møde med kristendommen. At hun var kristen var da helt ok for mig, bare hun holdt mig helt udenfor. Jeg syntes nemlig på det tidspunkt, at kristne mennesker var utrolig naive, svage og lidt tossedumme. Du tænker måske nok, “hvor vidste han det fra”? Jo, jeg gik faktisk i klasse med en håndfuld kristne - og de var virkelig tåbelige, syntes jeg. Men nu var jeg altså begyndt at komme sammen med en kristen pige, og hun begyndte at give mig små breve med bibelvers i. Sødt nok, men egentlig brød jeg mig ikke om det!

Vi kom sammen i små 2 år, og mens vi kom sammen lærte jeg 2 drenge at kende. De var lige flyttet til byen, deres far var byens nye præst. Jeg lærte dem at kende, fordi vi kom til at spille fodbold sammen. Vi blev hurtigt rigtig gode venner - ja, faktisk blev de mine bedste kammerater! Jeg var i deres hjem næsten hver eneste dag. Her fik jeg igen et helt andet syn på kristne - det var jo ikke så naive, kedelig og tossedumme som jeg havde troet! Men jeg ville stadig ikke rigtig have noget at gøre med kristendommen - men jeg ville gerne være sammen med de her to venner.

På det her tidspunkt begyndte der at ske noget inden i mig. Jeg kunne godt se, at de her to venner og deres familie havde noget jeg ikke havde! De ejede en fred, en glæde og en kærlighed til andre mennesker, som jeg aldrig havde mødt før. Jeg spurgte mig selv “hvad er det de har”? Jeg tror nok, at jeg vidste at det var fordi de kendte Jesus, men det var jeg ikke meget for at indrømme!

Vi var de aller bedste venner - ikke fordi at de havde nogen skjult dagsorden om at gøre mig kristen, men fordi vi kunne lide at være sammen. Og det på trods af, at jeg på det tidspunkt var begyndt at gå til fester og drikke mig fuld.

Jeg var med på noget de kaldte “bibelcamping” og det begyndte at gå op for mig, at ham her Jesus delte menneskeheden ind i to kategorier: Dem der troede på ham, de ville en dag komme hjem til ham i himmelen og leve evigt dér! Og så den anden kategori, dem der ikke troede på Jesus, de ville engang få et evigt liv i helvede. - og der havde jeg da ikke specielt lyst til at komme hen, selvom jeg selvfølgelig ikke troede på helvede!

Hvad gør man egentlig, når man er kommet dertil? Man ønsker da ikke at komme i helvede, men man tror jo ikke på noget helvede eller nogen himmel for den sags skyld?!Jeg fandt ud af én ting: Hvis alt det her er rigtigt, hvis det virkelig er sådan, at dem der tror på Jesus kommer i himmelen og dem der ikke tror på Jesus kommer i helvede, så ville det være yderst tåbeligt af
mig, om jeg ikke i det mindste gav det en chance! Undersøgte sagerne gav Jesus en mulighed for at overbevise mig om, at han lever og ønsker fællesskab med mig! Så det besluttede jeg mig for at gøre.. jeg ville give ham en chance!

Nogle ville sige tilfældigheder, jeg vil sige, at det var Gud der greb ind i mit liv. For der skete det, at der kom en af mine kristne klassekammerater (én af dem, som jeg syntes var tåbelig!) og gav mig en lille bog. Det var “Lukasevangeliet på hverdagsdansk”. Nå ja, jeg syntes det var lidt skørt, men jeg havde besluttet mig for at give det en chance!

Jeg begyndte i det skjulte at læse i den her bog - mine forældre skulle jo nødig opdage, at jeg pludselig havde fået interesse for Jesus;-) Jeg læste lidt en gang imellem - og jeg har svært ved at forklare hvad der egentlig skete. Jeg fik en følelse indeni mig selv, en stærk overbevisning om, at det jeg læste (noget kendte jeg godt i forvejen,juleevangeliet står fx. i Lukasvevangeliet) var virkelig sandt! Det er svært at forklare, men jeg følte at Gud var mig nær, at han talte til mig, at han ville være sammen med mig, at han virkelig var der!!!

Jeg begyndte at bede til Jesus, bede ham om at komme ind i mit liv! Og så fik jeg noget at se - jeg fik mig selv at se, og det jeg så, var ikke et noget skønt syn! Jeg så mig selv som den jeg egentlig var: Et menneske der længe havde stået med ryggen til Gud, et menneske der indeholdt så mange ting, som jeg før havde syntes var helt ok, men som jeg nu så var helt hen i skoven! Jeg var en løgner, en egoist, en hovmodig skid, ukærlig oma. Men jeg læste om, at Jesus tog alle
dette på sig, da han døde på korset, jeg læste om, at Jesus ønskede at tilgive mig! At han ville
være en del af mit liv - og det var nøjagtig hvad jeg gerne ville have. Jeg overgav mit liv til ham,
bekendte hvem jeg egentlig var, og han tog imod mig og tilgav mig!

Jeg havde givet Jesus en chance, og han tog den…

Jeg begyndte at komme i noget der hed IMU (Indre Missions Ungdom) - det var helt nyt for mig, men utrolig godt! Jeg sugede bare til mig af alt hvad jeg hørte - jeg syntes det var det bedste der var sket i mit liv, at Jesus havde åbnet mine øjne, og taget mig i favn!

I dag kan jeg sige, at det er det aller bedste der er sket i mit liv. Jeg lever i dag med Jesus som Herre i mit liv - han får lov til at bestemme, han får lov til at være med i alt. Og jeg oplever hans brusende velsignelse hver eneste dag - og det er herligt! Mit liv er ikke blevet en lang lykkedans - jeg oplever også sorger, ulykker og har op- og nedture. Men igennem alt hvad jeg er, hvad jeg oplever, der er Jesus mig nær med sin trøst, barmhjertighed og velsignelse. Jeg har fået mig en ven i Jesus! Og det er bare alt for cool…

Måske du genkender noget af dig selv i alt dette? Du tror måske ikke rigtigt på Jesus? Og du tror i hvert fald ikke på himmel og helvede? Min opfordring til dig skal være at give Jesus chancen.. Det kan du gøre ved at bede til ham, læse i hans Ord (Bibelen), du kan opsøge et kristent fællesskab, eller du kan i al anonymitet opsøge nogle kristne sider på nettet, og så udfordre Jesus på hans Ord!

Jesus siger: “..den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort” joh6,37

Hvis du nu sidder med et spørgsmål du bare må have svar på, så smid en mail i min inboks! Hvis du har fået lyst til at give Jesus en chance i dit liv, så foreslår jeg, at du gør som jeg skrev lige før. Har du lyst til at besøge en kristen side, hvor du måske kan få svar på nogle af dine spørgsmål, så prøv www.JesusNet.dk