Yeps - den er god nok. Nissen har haft held til at overtale Peter Dahl (ham fra JesusNet.dk og den nu døde pedaflex.dk) til at blive gæsteskribent på nederen.dk Sagen er, at Peter Dahl i sin tid havde en blååg, men nu er blåågløs. En sådan uskik kan vi jo ikke ha’. Derfor træder Pedahl nu ind på nederen.dk som gæsteskribent i sin helt egen kategori “Pedahl”.

Tag godt imod Peter - her følger hans første indlæg:

Her har I mig tilbage…

Normalt foretrækker jeg at bruge mine lørdage i farmors lænestol med en god roman og en kande kaffe. Men sidste gang det var lørdag, var det ikke til at opdrive en roman i mit domicil, som enten var ulæst eller moden til at blive genlæst. Så jeg besluttede mig for at tage på ekskursion udi Århus by og indkøbe en stak romaner. Fordi det for en gangs skyld kunne være morsomt at læse andre bøger end de, som jeg glemmer at afbestille i bogklubben. Så det gjorde jeg.

Jeg tror man skal være bibliofil for at få noget ud af at læse om andres oplevelser i diverse bogbutikker. Så det vil jeg ikke underholde med. Til gengæld havde jeg en oplevelse af almen-universel interesse, da jeg tog på en lille deroute i Sallings supermarked (hvor jeg kun kommer, hvis jeg skal have Jelly Belly Beans eller en gnalling god ost). Ved kasseapparatet opdagede jeg, at den lave, småbuttede herre foran mig i køen var ingen anden end den navnkundige Kurt Thorsen. Normalt ville jeg ikke registrere den slags, fordi jeg har travlt med at slå mig på lommerne for at lokalisere min pung og med omhyggeligt at arrangere mine varer med stregkoden op. Men Hr. Thorsen lader sig ikke sådan lige overse.

Han pludrede løs om et eller andet med kassedamen og pludselig gik det op for mig, at han henvendte sig til mig: “Er dette ikke en usædvanlig smuk kvinde?”, sagde han med tyk pathos og slog hånden ud mod den meget rødmende pige bag kassen. Og jeg rødmede vist også af forlegenhed. Hvad I alverden svarer man på sådan et spørgsmål? Selv om han havde ganske ret i sin iagttagelse var det ikke noget simpelt ja/nej-spørgsmål. På den ene side kunne jeg komme galt af sted med at fornærme kassedamen, hvis jeg dementerede. Desuden ville det være lyv. For hun var faktisk ikke særlig uattraktiv. På den anden side, syntes jeg også, det ville være upassende at berigtige observationen. Uanset hvilken høflig formulering, jeg havde brugt, så ville kassedamen sikkert have hørt mere, end hvad jeg sagde. For eksempel: “Jovist, sikke et skår - er det dig eller mig, der beder om skønhedens telefonnummer?”

Den samlede mængde forlegenhed og antallet af krummede tæer ville blive forøget væsentligt uanset, hvad jeg svarede, var min fornemmelse. At lade som om jeg ikke havde hørt spørgsmålet, var udelukket, da jeg med et udtryk af ægte forbavselse over spørgsmålet havde fået øjenkontakt med manden. Så jeg mumlede en række lyde, der ikke i sig selv gav mening, men som kassedamen og Thorsen kunne lægge i, hvad de gerne ville høre.

Det kan ikke nægtes, at jeg kogte en lille smule indeni over Thorsens tilnærmelse. Ikke så meget over, at han bramfrit tiltalte kassedamen. De oplever sikkert en del løjerlige situationer; men over at han rodede mig ind i pinlighederne. Så jeg indrømmer, at det gjorde mig ganske godt, da scenen vendte 180 grader. For det blev Thorsens tur til at blive forlegen, da han uanset hvor dybt han gravede i sine lommer, ikke havde held til at finde kontanter nok til at betale for sine varer.

Det står mig uklart, om kassedamen kørte et eller andet tilbage, eller om det faktisk lykkedes Hr. Thorsen at finde de sidste penge, men det satte en effektiv stopper for kækheden.

Jeg vovede ikke at se kassedamen i øjnene, da det blev min tur til at betale.

2 håndtegn »